søndag den 13. maj 2018

Fandens mælkebøtte (Løvetand)

Kært barn har mange navne, og det er NU mælkebøtterne myldrer frem alle vegne.
 Nogen bander dem langt væk og sprøjter med gift, for at komme dem til livs, og få en grøn græsplæne. Det gør vi ikke herhjemme, vi nyder synet at de gule blomster, og syntes det er hyggeligt når små bier og brumbasser lægger deres vej forbi. Vi må værne om vores natur.

 Men vidste du at Taraxacum officinale er en nyttig urt?? Ja..du læste rigtig, mælkebøtte hører under urt.
 Mælkebøtte virker: urindrivende, galdedrivende, afførende og lindrer muskelsmerter.
Så er maven gået istå, så er der hjælp at hente i den gule blomst.

Friske/nye mælkebøtteblade er gode i salater og tærter, og man kan sågar lave mælkebøttevin.

Vi laver mælkebøttesirup, det er skønt at spise som en slags honning, på pandekager, youghurt, madder og meget andet.

Her får du opskriften på de gyldne dråber:


250 nyplukkede mælkebøtter uden stilk

2 appelsiner

1 ½ l. vand

500 gr sukker

saft fra 1 citron


Skyld blomsterhoveder og appelsiner godt. Skær appelsinerne i små stykker med skrald og kom blomsterhoveder og appelsiner i en gryde med vand. Lad det stå om små simre i ca. 1 times tid.

Sigt herefter blomster og appelsiner fra . Der bliver omkring en liter saft. Kom herefter sukker og citronsaft i lagen, og lad det stå om simre i 1 times tid mere.

Når siruppen er kølet af, hældes den på skoldede rene glas.

Nydes året rundt 

mandag den 11. december 2017

Luciakjole i en fart





Der har været vild panik i det lille hjem! Vores datter fortalte igår at hun har fået lov til at deltage i hele 2 Lucia optog, som syngende medhjælper. En rigtig smuk og dejlig tradition. Men....sagen er den at man jo så skal have en Luciakjole på, og sådan en kunne jeg da ikke lige nå at fremtrylle. Men jo...se lige her. Jeg har forsøgt at tegne en vejledning i hvordan du kan fremtrylle en fin Luciakjole meget hurtigt.

Du skal blot bruge:

1 hvidt lagen (som skal passe i højden til personen)
2 store sikkerhedsnåle 
1 smukt bånd til at binde om livet

*Fold lagnet midt på den lange led, som vist på figur 1.

*Sæt de 2 sikkerhedsnåle (Figur 2) så det danner en åbning til halsen. Man kan evt. sy åbningen i den ene side sammen, hvis man syntes og har tiden.

*Vend nu lagnet om på den anden side, så sikkerhedsnålene ikke er synlige.(Figur 3) Tag hovedet gennem åbningen til halsen, og arme op af åbningerne der er ved siden af halsen.

*Lagenet rynkes og samles i pæne folder på ryggen, og der bindes et smukt bånd om livet i en sløjfe der går ned bagpå.

*En hvid langærmet bluse og et par hvide strømpebukser fuldender værket.

Jeg håber at der er flere end mig der bliver begejstrede over denne fine løsning på en simpel Luciakjole, som kan laves hurtigt.




fredag den 18. december 2015

Er du klar til julen??

Du milde moses......Et kig på børnenes kalendergaver og kalenderlyset siger mig at der er 6 dage til JUL!!
 Det eneste jeg har haft styr på i år er netop kalendergaverne, som jeg har fundet i løbet af hele året.....ja, og som jeg til morgen kom til at afsløre var mig og ikke nissen der havde kreeret. En mindre depression udløste sig på børne kammeret og vi var hele 2 voksne til at prøve at bringe ro i gemytterne igen, og på bedste pædagogiske vis berolige og fortælle at: "selvfølgelig har vi nisser her"......også selvom lillebror har spurgt efter den søde nisse der sidste jul flyttede ind. Der var en lille dør, postkasse, små træsko....i bedste Coop stil......alle troede rent faktisk at nissen var flyttet ind, indtil en legekammerat afslører at sådan en har hun også set i Super Brugsen.
 Ja....det er hard to be a nissemand.....
Men jul skal det jo nok blive.....tror bare nissen er lidt sent på den i år.











torsdag den 26. marts 2015

Påske

Her dufter af karse, og huset er fyldt med fine grene, der er ved at springe ud.



 Over spisebordet er pyntet fint op med de kønneste æg, som vi forældre har pustet ud, til stor underholdning og fornøjelse for vores fire børn. De er blevet malet i de flotteste farver henne i børnenes dejlige Rudolf Steiner Børnehave, og har ligget gemt i den sirligt fint foldede æske, der hører til hvert enkelte æg. Og hvert år til påske, kommer nye flotte æg til samlingen.

                              

I haven bag hækken myldrer det frem med nye små liv, og vi nyder at kunne gå ud og være tilskuere til alle de søde små lam der kommer til verden.
 Kunne du tænke dig at nyde lam der har haft den bedste og mest kærlige opvækst, så prøv at tjekke: 





Mine børn har været igang med at lave gækkebreve, og jeg nyder sådan de hemmelighedsfulde samtaler de to små har, og spiller lidt smådum når de spørger til om jeg har fået post idag, og hvis jeg har og det tilfældigvis er et gækkebrev??Og om jeg mon kan gætte hvem det er fra ??
 Selv glæder jeg mig som et lille barn til at kunne glæde dem med hyggelige og sjove påskelege og lækre påskeæg.

Hos os laver vi en fin rede til påskeharen,  kommer en masse dejlige grøntsager i den og gemmer den et godt sted i haven og håber på at påskeharen kommer og opdager lækkerierne. Påskeharen kommer altid!! Og fordi den er så glad for alle de dejlige grøntsager, gemmer den nogle lækre chokolade æg rundt omkring i haven, som børnene så skal finde.



Så synger vi:

Der har været en lille påskehare
Den har lagt et påskeæg
Jeg ved hvor den har lagt det
For den har nemlig sagt det
Se oppe, se nede,
Du skal bare lede
Se ude, se inde
Du skal bare finde
Det lille påskeæg

Nærmer man sig ægget synges der højere, og kommer man væk fra ægget, synges der lavere.
 Et barn af gangen får lov at lede efter de lækre påskeæg, og der guffes og leges i haven.



Dagene er blevet længere og lysere, og det ses også hos hønsene, som nu lægger æg, så vi spiser æg på 100 måder. 


I Oktober måned 2014, helt præcist den 1.Oktober 2014, fik vi lov at opleve at få små kyllinger ved hjælp at en rugemaskine. Vi har ikke haft held med at hønsene selv kunne udruge, så derfor valgte vi at prøve den løsning. Det blev til 11 dejlige kyllinger, som nu er blevet ligeså store som deres forældre, de vokser sørme hurtigt. 
 Meningen er at komme op på så højt et antal, at vi kan tynde lidt ud i bestanden og spise dem, så der kommer et naturligt flow i bestanden. Og helst så mange at de 2 små ikke kan nå at navngive dem alle, for man spiser jo ikke sine gode venner.
 Og så er jeg SÅ glad for at vores høns har plads og får lov til at komme ud i det fri, og kan gå og rode i jorden, samt at de får lov til at vokse idet tempo der er naturligt. Det burde være enhver kyllings ret!!






Rigtig god Påske fra Æblefanten


Jeg bliver rigtig glad for kommentarer

















fredag den 11. april 2014

Forår, forår kom nu snart..........

Nogle gange mærkes livet lidt for meget!!!
 Det er længe siden jeg har skrevet på min blog, for jeg har været nødt til at geare helt ned og lægge mine kreative sysler lidt på hylden.


Det skete i December måned. Vores yngste barn ud af flokken på fire, fik en rigtig grim sygdom der hedder : Schønlein-Henochs purpura, og vi var indlagt i rigtig lang tid. En underlig sygdom jeg aldrig før havde hørt om, men som ramte os alle, som når en hest sparker. Så er det at man lige får endnu en øjenåbner, og ser hvor vigtigt det er at sætte pris på hver dejlige dag vi har sammen.

 Det går fremad, og vi glæder os over forårets komme, og går på opdagelse i haven, hvor vi nyder lyset, at fuglene har travlt og kvidre, de små insekter strækker deres ben og kommer frem fra skjul, det pibler op af jorden med fine blomster......livet mærkes på den gode måde.

Bag vores have ned mod søen, går en stor flok får, der har fået de sødeste små påskelam. På billedet herunder, er det lille lam kommet op og gå for første gang, på de lange noget usikre ben.
 Hvis du skulle være interesseret i noget dejligt økologisk kød fra lam, så tjek lige det her ud:





Den fine kage har en veninde lavet. En rigtig sjov ide her til påske. Det er en herlig muffin med ising, små marshmallows og et marzipan fårehoved.



Sixten har travlt med at gøre forårsfint, og jeg gør forårsrent. Vi har flettet en lille rede til påskeharen, og lagt dejlige grøntsager i den, og håber nu at påskeharen bliver så glad for den gode mad, at den lægger små påskeæg i haven, til alle vores børn.


Vi kan slet ikke få nok af at plukke blomster, så vi kan sætte dem i vaser og få foråret med ind i stuen. Det er så herligt.





De to yngste er de bedste tingfindere og finder de mest skønne skatte i haven, og elsker at pynte alle mulige steder, både ude og inde.



I ønskes alle en rigtig dejlig påske.
 Nyd foråret og hinanden.


















søndag den 22. december 2013

JULEFRED

Der tælles nu for alvor ned til den store aften og mine 4 børn glæder sig, og hygger med at klippe klistre, bage vaniljekranse, lave konfekt og pynte juletræ.
 Personligt glæder jeg mig også rigtig meget, og går da også i mit stille sind og funderer lidt over hvorfor vi egentlig ikke holder lidt flere fester, hvor det handler om at ses med ens kære og komme hinanden ved......Hmmmm.......måske jeg alligevel inderst inde i en lille krog godt er klar over at så ville juletiden nok ikke være lige så særlig og helt igennem magisk. Og at det også ville være lidt for tidskrævende og dyrt, for selv om jeg prøver at holde det helt nede på jorden og laver en hel del af gaver, guf, mad mm. selv.....så løber det bare op.
 Men en ting er sikkert!! Julen bliver aldrig afskaffet herhjemme. 





Her får du en opskrift på de lækreste vanillekranse. De smager så englene synger, og så er de supernemme at lave. Selv i denne travle tid. 

Æblefantens Vanillekranse:

½ vanillestang
180 g sukker
200 g smør
1 æg
75 g mandler
250 g hvedemel

Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Mas eventuelt kornene med lidt af sukkeret, så kornene bliver skilt ad.

Rør vanillesukker, sukker og smøret (som skal have stået ude så det er blødt!!) sammen. Rør ægget med i blandingen, og tilsæt derefter mandler (skal hakkes til mel i en blender inden!!) og hvedemel i.

Put dejen i sprøjtepistol eller sprøjtepose, og sprøjt vanillekransene ud på bagepladen med det vums.

Bages midt i ovnen ved 200 grader til de er lyse gyldne, i cirka 10-14 min.

Afkøles på bagerist, og puttes i tætsluttende dåse.

Af denne portion bliver der cirka 35 stk.

Her i huset er vi nødt til at gange en del op, så der måske er et par stykker til juleaften.










GOD JUL




lørdag den 19. oktober 2013

Nyt liv


Et lille nyt liv har set dagens lys her hos Æblefanten!!
Den dejligste, blødeste slaskedukke, som jeg er sikker på vil falde i gode hænder hos de små, og komme til at være en tro følgesvend i mange år frem.


Lavet i blød velour, og fyldt med dejligt karteflor af den bedste kvalitet.


De smukke røde æble-kinder er farvet med biodynamisk bivoksfarve.


Håret er mohairgarn.


Jeg går meget op i at materialerne skal være af så vidt det er muligt økologisk/biodynamisk kvalitet og at mine dukker ikke indeholder nogle skadelige stoffer af nogen art.



Det er muligt at bestille denne skønne dukke, som vil være en skøn og unik gave til en du holder af. Du kan selv være med til at vælge farve på velourkrop, hår og øjne, så dukken kommer til at ligne det lille barn der skal have den lille tro følgesvend.